Har du brugt lang tid og meget energi på at finde den helt rigtige gave til en, du holder af? Så har du god grund til at fuldende gaven med en smuk indpakning. Det viser nemlig, at du har lagt kærlighed i gaven, og det vil modtageren uden tvivl sætte stor pris på. Læs med her og få tips og tricks til flot og kreativ gaveindpakning.

De fleste elsker at modtage gaver, som er pakket smukt ind. En smukt indpakket gave pynter gevaldigt på et gavebord, og den tiltrækker positiv opmærksomhed. Gaveindpakningen kan være næsten lige så vigtig som indholdet, for det er en god måde at gøre gaven unik på. Det viser desuden, at du ikke kun har taget dig tid til at vælge gaven, men at du også har gjort den personlig ved at gøre noget ud af indpakningen.

Hvad end det drejer sig om julegaver, fødselsdagsgaver eller måske bryllupsgaver, skaber flotte gaver god stemning. Når du skal pakke en gave ind, er det en god idé at overveje, hvilken anledning gaven skal gives i, og hvem den skal gives til. Gaveindpakningen skal nemlig passe til modtageren, og den må også gerne afspejle indholdet af gaven. Ved hjælp af indpakningen kan du få din gave til at se sjov, elegant eller feminin ud, alt efter hvem der skal have den, og hvad anledningen er. Du kan gøre en bryllupsgave endnu mere særlig med en flot og romantisk gaveindpakning med silkepapir og blomster, mens gaven til den unge konfirmand gerne må pakkes ind, så den fremstår sjov og drillende.

Tips til gaveindpakningen

Hvis du gerne vil lave en kreativ gaveindpakning, er det et godt tip at gøre den personlig. Det kan du gøre ved at tænke ud af boksen i forhold til traditionel gaveindpakning. Du kan eksempelvis gøre lidt ekstra ud af din gave ved at bruge gavepapir med forskelligt mønster på hver side. Når du pakker gaven ind, så luk papiret sammen oven på gaven, og fold så noget af bagsiden udad. På den måde bliver en bane af det indvendige mønster synligt, og det giver en fin kontrast til det udvendige mønster. Du kan også vælge at lægge et lag silkepapir oven på gavepapiret, inden du pakker gaven ind. Her kan du ligeledes folde papiret tilbage, så silkepapiret bliver synligt. Desuden ser det gennemført ud, at indpakningen er foret med silkepapir.

Du kan også prøve dig frem med forskellige mønstre, når du pakker gaven ind. Brug eksempelvis stribet indpakningspapir og prikket gavebånd, så du blander forskellige mønstre sammen. Når du blander mønstre, er det en god idé, at du holder dig til to forskellige farver. Så giver mønstrene nemlig liv og kreativitet, mens farverne sørger for, at din indpakning er stilren.

Vil du gerne gøre din pakke endnu mere personlig og kreativ, så overvej at droppe det traditionelle gavepapir. I stedet kan du pakke din gave ind i avispapir, eller måske et stykke af et gammelt verdenskort. På den måde kan du nemt og hurtigt kreere en meget personlig gave. Hvis du skal give en gave til en fødselar, kan du pakke gaven ind i en avis, der er udgivet på vedkommendes fødselsdag. Skal du give en gave til din kæreste, en god ven eller et familiemedlem, kan du pakke gaven ind i et kort over et sted, hvor I har været sammen. Mulighederne er mange, men der er ikke noget bedre end en gaveindpakning, der vækker gode minder.

Vælg et tema

Skal du pakke flere gaver ind, eksempelvis til juleaften, kan du peppe din gaveindpakning op ved at vælge et tema, som er gennemgående for dine gaver. Dit tema kan være bestemte farver, eller måske pynt, der går igen på alle dine gaver. Her kan du med fordel tænke over, hvilken anledning gaverne skal gives i. Er det en julegave, kan du pynte gaverne med små stykker julepynt. Det kan være et julehjerte bundet fast i sløjfen, en kvist kristtjørn eller et par sukkerstokke, som modtageren af gaven senere kan spise.

Når du beslutter dig for et tema, kan du også overveje, hvad gavemodtageren godt kan lide. Er vedkommende glad for naturen, så pynt din gave med blade bundet op med garn. Det giver et naturligt og rustikt udseende. Hvis du bruger pynt fra naturen, ser det godt ud, hvis du også holder indpakningen i naturlige farver. Du kan peppe gaven lidt op ved at pynte med guldglimmer på til-og-fra-kortet.

 

Ved hjælp af glansbilleder kan du også gøre gaveindpakningen flot og kreativ. Glansbilleder fås med et hav af motiver, så det er nemt at finde et, der passer til modtageren af din gave. De fine motiver skaber god stemning, og de giver din gave et personligt præg. Udover at pynte med glansbilleder, kan du gøre din gave ekstra flot ved at bruge dekorative gavebånd. Læg eksempelvis et tyndere gavebånd over et tykkere og få en flot dobbelteffekt. Du kan også vælge at købe flotte bånd og blonder i en stofforretning, hvis din gave skal se flot og eksklusiv ud. Når du selv får gaver med flotte bånd, kan du gemme båndene og bruge dem til gaveindpakning senere.

En flot gaveindpakning er en nem måde at gøre din gave unik på, og med inspiration fra denne artikel er du godt klædt på til at pakke smukke gaver ind, som dine venner og familie vil elske.